Bliv e-sporttræner


Ballerup Esport tilbyder undervisning i en lang række forskellige computerspil. Vi har hele tiden brug for ambitiøse trænere til at sikre at vores mange børn og unge får gode udviklingsmuligheder. Vi har medlemmer fra 5 år og op, så du kan starte som hovedtræner allerede fra du er fyldt 14 år, og hjælpetræner endnu tidligere. Vi sørger for at du får en uddannelse igennem DGI og vi er klar til at støtte dig i driften af træningen. Vi har også brug for forældre der vil hjælpe med afviklingen af træningen, enten som hovedtrænere på de yngre hold eller som hjælpetræner på de ældre hold. 

Vi er altid nysgerrige efter trænere til forskellige spil, men aktuelt er der et stort behov for især Fortnite-trænere. Kontakt os så tager vi en snak om:

  • Hvilket spil skal du træne?
  • Hvor mange hold tænker du, du ville træne?
  • Hvilken/hvilke dag/dage ønsker du at træne?
  • Hvornår kan du starte?








Det tilbyder vi:

  • Vi skal nok hjælpe og støtte så meget du har brug for.
  • Alle trænere i Ballerup Esport skal have en træneruddannelse igennem DGI. Denne udgift dækker Ballerup Esport.
  • Du får en aftale som frivillig leder og honoreres efter retningslinjerne for skattefri godtgørelse for frivillige i foreninger.
  • Mulighed for at gøre en forskel og lære om frivillighed.
  • Vi indkøber løbende tøj og udstyr til trænerne. Vi ønsker at du bærer dette i de situationer hvor du repræsenterer Ballerup Esport.
  • Deltagelse og rejseomkostninger i turneringer dækkes som udgangspunkt af Ballerup Esport. Denne type deltagelse er at betragte som en del af dit almindelige virke som coach i klubben. Du er selv medbestemmende i forhold til hvor mange turneringer dine hold deltager i, og hvor dine hold deltager. 


Forventninger til dig som træner:

  • Du forventes at have en plan for hver enkelt træning, så du er skarp på hvad udøverne skal lære, som de ikke kunne i forvejen, eller som de skal udvikle yderligere erfaring inden for. Det er lærerigt at udøverne kender målet med dagens træning, og at du undervejs og efter træning lader udøverne reflektere over hvad de har lært, og hvad de vil arbejde videre med indtil næste gang. Sørg for at holde en rød tråd i træningselementerne igennem hele sæsonen.
  • Aftalen er gældende indtil vi aftaler noget andet, og kan opsiges såfremt en af parterne ønsker dette.
  • Holdtræning indebærer typisk 1 træning pr. hold om ugen, plus deltagelse i diverse turneringer og kampe.
  • Ballerup Esport har regler om god opførsel og den gode tone, som vi forventer du efterlever som rollemodel for de udøvere du er træner for.
  • I forbindelse med din rolle som coach vil du få tildelt nøgle/adgangskode til vores lokaler. Du er personligt ansvarlig for eventuelle nøgler/koder du har fået udleveret. Disse må under ingen omstændigheder deles med andre.
  • Som træner er det også din opgave at tjekke lokalet, hvis du er den første til at lukke op. Ser alt ud som det skal være, og såfremt dette ikke er tilfældet, skal du kontakte foreningens formand med det samme. Du har ligeledes ansvaret for at alt er låst forsvarligt når du forlader lokalet.
  • Vi er lovmæssigt forpligtet til at indhente børneattester på frivillige og ansatte, som er i direkte kontakt med børn under 15 år. Du skal give din accept til dette via en godkendelse af et brev du vil modtage i din e-Boks.