Til forældre

 

Ballerup Esport er en forening stiftet med det formål at skabe trygge og udviklende rammer for dygtiggørelse af udøvere inden for esport. Måske har du ikke stor viden om hvad esport er, og kort fortalt er esport compmuterspil på konkurrencenivau. Ligesom man kender det fra øvrige sportsgrene, træner man i løbet af ugen og spiller kampe i weekenderne (såfremt man ønsker dette). Det hele foregår i vores lokaler, og man kæmper online mod hold fra hele landet. Man er en del af et hold og derfor handler det ikke kun om selv at være dygtig, men også om at kunne lære fra sig, lære af andre, og lære hvordan man får et godt team. 


Talentudvikling i fokus

Ballerup Esport er kun åbent for medlemmer. Vi har ikke åbningstider som fx en internet-café. Det giver os mulighed for at værne om det fællesskab det er at være sammen om esport, og gør at vores fokus alene er på at skabe et godt træningesmiljø. Det vores ambition at være blandt Danmarks førende talentudviklingsprogrammer inden for esport, og vi arbejder ud fra en talentmodel, som vi har valgt skal ligge til grund for vores indsatser, herunder et fokus på esportens teknike, taktike, fysike, mentale og ikke mindst sociale aspekter. Vi gør meget ud af, at det fællesskab som man er en del af i Ballerup Esport, opbygger hensigtsmæssige vaner hos den enkelte, i forhold til fx hvordan man kommunikerer, hvordan man træner og bliver bedre, hvordan man forbereder sig - både psyisk og fysisk, herunder hvordan man ernærer sig osv. 


Før dit barn møder op

Som nyt medlem på et esports-hold kan de være svært at vide hvordan tingene foregår, og vi kan desværre ikke administrere at personer kommer forbi for at prøvetræne. I stedet prøver vi at holde denne hjemmeside så informativ som muligt, og man er altid velkommen til at skrive eller ringe til os hvis man har spørgsmål. Såfremt det har interesse, giver vi mulighed for at man, efter aftale, kan komme forbi om overvære en træning, evt. sammen med sine forældre.


Så hvad skal man vide inden man møder op?

1) Jo først og fremmest er det godt at man kender "vores regler" som du finder øverst på denne hjemmeside.

2) Vi har alt det udstyr dit barn har brug for, for at kunne træne i din esports-træning. Dog er det ok hvis I medbringer egen mus og head set. Vi har lånesæt til rådighed, men flere af vores medlemmer har det bedst med at spille med fx den mus de kender rigtigt godt.

3) Vi forventer at dit barn har sin egen profil/konto uanset hvilket spil barnet spiller. Til esport-træning logger barnet på med sin egen account.

4) Vores trænere og medlemmer kommunikerer via et software der hedder Discord (discordapp.com). Dette er gratis at downloade, og vi bruger det under træning når vi kommunikerer i kampe, samt som besked-forum, hvis man uden for træning gerne vil spille med nogen fra klubben (hjemmefra), eller hvis trænerne fx ønsker at give beskeder osv. Når dit barn møder op første gang får denne adgang til Ballerup Esports Discord-server.

5) Alt vedrørende opkrævning af medlemskab og medlemsstyring sker igennem vores samarbejdspartner Holdsport (holdsport.dk). Det er derfor vigtigt at I løbende sikrer jer at oplysningerne der står i holdsport er retvisende. 



Vi glæder os til at tage godt imod dit barn. Velkommen til Ballerup Esport

Medierådet har udgivet en forældreguide der indeholder nyttige information og gode råd til forældre til børn og unge der spiller computerspil. Hent det her.


MEDIERÅDET FOR BØRN OG UNGE